PORTRÆTINTERVIEW//BUSINESS – Barakat var 15 år, da han kom til Danmark som flygtning fra borgerkrigen i Syrien og med kun et års skolegang i bagagen. For nylig fik han trods ordblindhed og manglende skolegang sit svendebrev som gourmetslagter. “Jeg troede ikke, det ville ske,” siger han til POV’s Poul Arnedal og fortæller, hvordan han allerede som barn hjalp sin farfar, når han skulle slagte og partere sit kvæg hjemme i Syrien.

“Som dreng skar jeg skibe og skød med bue,” skrev en kendt dansk nobelprismodtagende forfatter engang. Det var barndomsoplevelser, som havde lagt en slags eksistentiel bund hos ham, selvom hans senere litterære produktion blev noget mere finpudset end de skibe, han skar som dreng, og ramte mere plet end de pile, som var blevet afskudt fra hans bue.  

Noget af det samme kan man sige om Barakat. Godt nok gik han kun ét år i skole hjemme i den kurdiske del af Syrien og blev senere også konstateret ordblind. Men allerede som en lille dreng var han med sin bedstefar, når der skulle slagtes får og geder, og han hjalp med at partere dem.

I dag har han som 21-årig og for ganske nylig fået svendebrev på, at han er gourmetslagter her i Danmark. Samtidig har han fået fast job som svend på sin læreplads hos Kødsnedkeren i Ørby nord for København.

Kun ét års skolegang

Og han er ikke blot blevet ansat for sine brune øjnes og sin etniske herkomsts skyld. Det bekræfter hans læremester, Flemming Bisp Høeg, som er indehaver af Kødsnedkeren.

“Barakat er en utrolig gevinst for vores virksomhed og for slagterfaget som sådan,” siger Bisp Høeg, der roser sin nyansatte svends ildhu med både at tilpasse sig sit nye hjemland og dygtiggøre sig inden for sit fag.

Og selvom han hedder Mohamad til efternavn og er muslim, så har han ikke nogen problemer med at behandle dyr, som ikke er halalslagtet, eller at udskære, sælge og tilberede svinekød. Bl.a. bestod en af opgaverne til hans svendeprøve på Slagteriskolen i at partere og udskære et halvt svin.

Bowlerhatten er en gammel tradition for faget, som går tilbage til starten af 1900-tallet, og har fået samme status for en nyuddannet slagtersvend, som studenterhuen har for en nyudklækket student

Barakat og hans familie kommer fra de kurdiske områder i det nordlige Syrien tæt på grænsen til Tyrkiet. Derfor taler han både kurdisk og arabisk, men kan ikke skrive på nogen af sprogene. Der var ingen regelmæssig skolegang i det område, hvor han boede, så han kom kun til at gå et enkelt år i skole.

Til gengæld kunne han hjælpe sin farfar, som var bonde og havde mange får og geder. Og når de skulle slagtes og parteres, kaldte bedstefaren altid på ham, så han kunne gå til hånde og meddele i landsbyen, at der var nyslagtet kvæg.

For som Barakat siger: “Det var en tradition, at de fattige, som ikke havde råd til at købe kød, også fik en portion. Og parteringen var noget andet end den, jeg kender i dag. Der blev ikke skelnet mellem, om det var bov eller mørbrad. Alt kom i den samme gryde eller blev hakket.”

Risikerede tvangsudskrivning

Da borgerkrigen i Syrien og oprøret mod eneherskeren Bashar al-Assads regime tog sin begyndelse i 2011, måtte Barakats familie flygte fra deres landsby på grund af krigshandlingerne. Samtidig risikerede Barakat at blive tvangsudskrevet til Assads hær, som rekrutterede drenge allerede fra 14-årsalderen. Så de flyttede og forsøgte at bo forskellige steder i håbet om at finde et fredeligt område.

Men det lykkedes ikke, og hans far flygtede til Europa i håbet om, at familien kunne følge efter. Det lykkedes året efter, hvor den 15-årige Barakat og resten af familien bestående af hans mor og hans tre yngre brødre opnåede familiesammenføring efter at have boet tre måneder i en lejr i Tyrkiet, inden de kom til Danmark.

’Barakat, du skal få dig et job, ellers lærer du aldrig godt dansk.’ Samtidig havde jeg også lyst til at tjene mine egne penge

“Vi boede på meget lidt plads på et flygtningecenter i Græsted, men efter et år fik vi et hus i Ramløse,” fortæller Barakat, der samtidig begyndte at gå i sprogskole og blev godt hjulpet af frivillige danske flygtningevenner.

Det var på sprogskolen, man konstaterede, at han efter sin spartanske skolegang i Syrien ikke blot haltede gevaldig bagefter med sine kundskaber, men også var ordblind.

“Både min lærer på sprogskolen og nogle af de danskere, som støttede og hjalp os med at finde rundt i det danske system, sagde til mig: ’Barakat, du skal få dig et job, ellers lærer du aldrig godt dansk.’ Samtidig havde jeg også lyst til at tjene mine egne penge.”

Fik hjælp til sin ordblindhed

Takket være en af de danskere, som havde hjulpet familien, blev han kort tid efter ansat som opvasker hos Flemming Bisp Høeg, samtidig med at han gik i sprogskole. Da han blev 18 år, sluttede hans sprogskole. Samtidig mente ejeren af Kødsnedkeren, at han blev for dyr at lønne som opvasker og ufaglært. Men slagtermesteren havde allerede set den unge flygtnings ildhu og kvalifikationer.

“Har du lyst til at blive udlært som gourmetslagter?” spurgte han.

“Det var egentlig ikke meningen, jeg skulle være slagter. Min far syntes, jeg skulle være mekaniker, for så kunne jeg også reparere hans bil, som altid gik i stykker,” siger Barakat og griner, “men det krævede, at man havde en 9. klasse og en masse andre ting.”

Og oplevelserne fra hans tidlige barndom, hvor han havde hjulpet farfaren, når der blev slagtet kvæg hjemme i Syrien, sad stadig i ham. Problemet var blot, at slagteruddannelsen også krævede en 9. klasse, som han ikke havde.

“Men Flemming sagde, han ville prøve at snakke med Slagteriskolen, så kunne vi sikkert finde ud af det. Og det resulterede i, at jeg kom op til en prøve, som varede i en uge, hvor jeg skulle løse forskellige opgaver. På grund af min ordblindhed fik jeg hjælp fra skolen, og jeg blev optaget,” fortæller Barakat.

“Man kan ikke bare sådan give op”

“Jeg var meget nervøs, for det blev krævet, at jeg lærte naturfag, hygiejne og en masse andre ting. Men man skal jo ikke bare sådan give op, så jeg tog chancen og fik en masse hjælp undervejs. Selvom jeg havde gået i sprogskole, så havde jeg jo gået sammen med ene udlændinge, og lige så snart timerne var forbi, så begyndte vi at snakke kurdisk eller arabisk.

“Men når jeg havde brug for det, og hvis der var ord, jeg ikke kunne forstå eller læse, så fik jeg hjælp til både mine sprogproblemer og min ordblindhed. Flemming hjalp mig også med en masse praktiske ting, og mens jeg gik på Slagteriskolen og arbejdede som lærling hos Kødsnedkeren, gik jeg til ekstra naturfagsundervisning på min gamle sprogskole, når jeg havde fri om mandagen.”

Allerede på første år på Slagteriskolen blev Barakat kåret som årets bedste elev. Og da han efter 3½ års læretid skulle afslutte den teoretiske del af uddannelsen, inden han kunne gå op til sin svendeprøve, fik han et 10-tal.

“Jeg troede ikke, det ville ske”

I dag bærer han med stolthed den bowlerhat, der symboliserer, at han er uddannet Gourmetslagter. Bowlerhatten er en gammel tradition for faget, som går tilbage til starten af 1900-tallet. Efterhånden er den blevet et slags brand for slagterfaget og har fået samme status for en nyuddannet slagtersvend, som studenterhuen har for en nyudklækket student.

Indimellem må han nærmest knibe sig selv i armen. For som han siger: “Jeg troede ikke, det ville ske!”

Som gourmetslagter, som det kaldes i dag, lærer slagtere som Barakat ikke blot alt om, hvordan man behandler og udskærer kødet fra de enkelte dyr. De skal også lære at tilberede kødet til de særlige retter, det egner sig til, ligesom de skal forstå at betjene og vejlede kunderne i butikken.

Og hos Kødsnedkeren er han også på det nærmest blevet uddannet som pølsemager, fordi de laver deres egne forskellige både grillpølser, spegepølser og rullepølser.

“I starten som lærling var jeg noget nervøs for at stå over for kunderne, for tænk, hvis jeg nu sagde eller gav dem noget forkert. I dag kender jeg rigtig mange af dem og ved næsten, hvad de skal have, når de kommer ind i butikken.”

Også pizzabud for sin far

Og for at det ikke skal være løgn, så sker det også, at han møder sine kunder, når han i sin fritid hjælper sin far, som i dag har en pizzaforretning i Gilleleje.

“I min fritid kører jeg om aftenen ud med pizzaer til min fars kunder, og når jeg så dukker op, bliver de temmelig overraskede, fordi jeg pludselig dukker op som pizzabud,” siger Barakat, der stadig bor hjemme hos sine forældre, men på et tidspunkt ikke alene håber på at kunne etablere sig i sin egen bolig, men måske en dag også åbne sin egen slagterforretning.   

“Jeg har fået så mange muligheder og hjælp her i Danmark, som jeg aldrig ville have fået i Syrien. Og hvis man klør på og gør noget for det, så er der også mulighed for, at det lykkes på et tidspunkt.”

Svinekød? – Ikke noget problem!

Men så er der lige det der med, at han hedder Mohamad til efternavn og er muslim. Hvordan hænger det egentlig sammen med, at han er almindelig dansk slagter og ikke halalslagter og til daglig også arbejder med svinekød?

“Det er rigtigt, at der er nogle, som går meget op i deres religion og siger, at man ikke må røre svinekød og slet ikke bør være slagter. For mig er det ikke noget problem. Så længe jeg ikke spiser det, så er det fint.

“Hvis jeg skal lave en ret af svinekød eller lave skinkesalat, så får Flemming eller en af de andre lige lov til at smage, om der mangler nogle krydderier,” slutter Barakat Mohamad, der ikke blot for nylig og med stolthed har erhvervet sin bowlerhat, men også sætter den, som han vil.

flygtningintegrationInterviewSyrien

Poul Arnedal

Poul Arnedal er født i 1947 og har arbejdet med journalistik stort set hele sit voksne liv. I dag er han skribent og portrætredaktør på POV. Som freelancejournalist har han beskæftiget sig med de fleste discipliner og sagsområder inden for journalistikken – både som skrivende journalist, tv-tilrettelægger og forfatter. Han har skrevet til alle de landsdækkende aviser og en lang række fagblade, magasiner og ugeblade. Arbejdet for DRTV, TV2, TV3 og Nordisk Film. Som 20-årig flyttede han til London, og kærligheden til den engelske hovedstad og interessen for britisk kultur og politik har været dybt forankret i hans DNA lige siden og resulteret i lange og talrige London-ophold. Han er indtil videre forfatter og medforfatter til tolv bøger, som strækker sig fra en bog om Rom sammen med fotografen Søren Rud over klima og natur til krimierne, 'Liget i Horsekæret' og 'Det romerske broderskab' der begge foregår i Tisvilde – og i hhv. London og Rom. Poul Arnedal bor i Tisvilde sammen med sin kone og deres to katte.